05 februar, 2012

Bekendelse #3

Det er en god bekendelse, jeg kommer med i dag - i hvert fald, hvis man skal se på det helbredsmæssige generelt.
Jeg har i dag den 5. februar 2012 holdt mig røgfri i nøjagtigt 1 år!
Det er jeg faktisk ret stolt af, og en kende forundret over. Navnligt, at jeg ikke har haft større lyst til at prøve med 'bare lige 1 smøg' til det der lejlighedsvise glas rødvin eller til en hyggelig tøsekomsammen. Næh, trangen har stort set ikke været der.

Og så det her berømte regnestykke over, hvor mange penge jeg ville kunne have haft, hvis jeg aldrig havde røget... venner, det er ikke så mange penge som man går og tror...

Jeg har røget i 39 år.
I de 39 år har jeg røget 20 smøger hver dag (rundt regnet).
39 x 365 dage = 14235 dage x 37 kr. pr. dag = kr. 526.695 (rundt regnet). Priserne er regnet ud i nutidspriser...
Hvad kunne jeg købe for en halv million? I hvert fald ikke det hus jeg drømmer om! Så er det slået helt fast, ikke?

Drømmehuset:

Pris 6.995.000 kr.
Udbetaling: 350.000 kr.
Pris pr. kvm: 21.791 kr.
Boligareal 321 kvm
Grundareal 1.399 kvm
Rum 7
Værelser 4
Antal plan 2
Byggeår 1927
Kælder 117 kvm

Som det ses, ville jeg kunne have betalt udbetalingen uden at låne i banken :D

Jeg har haft det godt i alle de år, jeg har røget, så nu er det tid at holde op. Og hvad er der sket med mit helbred?
Det har aldrig været værre!!
Jeg har så meget væske i kroppen, at jeg får 2 stærke vanddrivende piller om dagen. Al den væske betyder også øget blodtryk, og dertil får jeg blodtrykssænkende medicin. Alt i alt en vægtøgning på 12-14 kg. Det er meget, når jeg i forvejen er overvægtig, og det er ikke særligt sjovt! Og ingen kan finde ud af, hvad der sker i min krop. Nu er der gået 1 år, og mange siger, at efter 1 år skulle kroppen have vænnet sig til den nye tilstand, og så indrette sig derefter... ja... det lader vente på sig... men lad os nu se...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar